Medlemmer

Vi vil gerne sige en stor tak til vores medlemmer, som bidrager økonomisk,
så Tilflytterservice kan tilbyde dig, som tilflytter, den bedste start på Bornholm.

Se listen over alle medlemmer her.

 

Det siger vores medlemmer:

Benjamin Schou, Centerdirektør, Nykredit Privat

“Tilflytterservice har en evne til at hjælpe nye tilflyttere godt til Bornholm, samtidig med at de personlige møder tilflytterkonsulenten har, giver folk en god information om, hvad der skal til for at købe hus og hvorfor det ofte er et godt og billigere alternativ til en lejebolig. Vi har flere gange hjulpet nye bornholmere i egen bolig, efter henvisning, og har kunnet se, at det ikke stopper her. Mange ønsker at låne penge til forbedringer, som skaber bornholmsk aktivitet og arbejdspladser.”

Kenn Kjellberg, Formand for DI Bornholm

”Tilflytterservice har været en entydig succes og har for mange virksomheder virket langt bedre og hurtigere end jobannoncer. De bornholmske virksomheder har været hårdt pressede af krisen. Og netop som virksomhederne begynder at komme på benene igen, er Tilflytterservice vigtigere end nogensinde. Hvis vi igen vil have vækst og sikre vores gode bornholmske virksomheder, er det essentielt, at fremtidens arbejdskraft sikres.”

Lene Hvass Olsen, Forstander Kommunikationscenteret, BRK

”Kommunikationscenteret kontaktede Tilflytterservice, da vi ikke fik ansøgere nok til en stilling. Tilflytterkonsulenten ringede derfor, på eget initiativ, ledige kandidater op i resten af landet. Det fik en kandidat fra Odense til at søge, og hende siger vi velkommen til her sidst i 2020. Hun var den helt rigtige kandidat. En kandidat vi formentlig aldrig ville have nået selv.”

Rasmus Lund, Direktør, Team Bornholm

“Tilflytterservice har flere gange hjulpet os med at skaffe nye medarbejdere – og tilflytterkonsulenten er ofte også selv opsøgende med forslag til nye medarbejdere. I et tilfælde skabte vi en ny stilling, fordi Tilflytterservice henviste en medarbejder til os, som var så dygtig, at vi var ”nødt til” at ansætte ansøgeren, selvom vi egentlig ikke havde noget ledigt job. Det er ofte et krav for ægtefæller, at begge får et job, før at de vil flytte til Bornholm.

Dét kan være svært at time, men tilflytterkonsulenten er god til at tænke i løsninger. Vi har således ansat en dygtig medarbejder på  Tilflytterkonsulentens anbefaling, og samtidig med det skaffede Tilflytterservice et job til ægtefællen i vvs-branchen, så nu er parret flyttet til Bornholm med deres lille barn. – Og det er præcist dét, som Bornholm har brug for: Dygtige og unge mennesker, som kan og vil være med til at udvikle Bornholm.”

Alle medlemmer